Henrik Ibsens skrifter

​Herr kammerherrens meget ærede skrivelse, hvilken igår kom mig ihænde, skal jeg herved tillade mig at besvare.

At jeg i sin tid ikke indleverede mit skuespil ​«Samfundets støtter» til Kristiania theater havde ganske visst for en væsentlig del sin grund i min opfatning af ​den nuværende artistiske leders personlighed. Under ​hans ophold i München havde jeg anledning til at overbevise mig om hans fuldstændige mangel på kendskab til og indsigt i den virksomhed, hvortil man havde kaldet ham, ligesom jeg også ved samme lejlighed fik ​grundet anledning til at betvivle at han nogensinde på en blot tilnærmelsesvis tilfredsstillende måde vilde kunne komme til at udfylde sin plads som efterfølger af ​en mand med en så fremragende praktisk dygtighed, at neppe noget andet theater i Europa frivillig vilde have givet slip på ham. ​Den nuværende artistiske leders tidligere kritiske virksomhed tør formentlig være herr kammerherren bekendt, og jeg udsætter mig derfor vel neppe for nogen ​modsigelse når jeg betegner hans optræden imod mig og andre nyere norske forfattere som uhørt og exempelløs. Ganske bortset fra hans mangel på indsigt i theaterfaget havde jeg altså ikke engang hans gode vilje at påregne. Under sådanne omstændigheder at betro et ganske nyt, endnu ikke trykt og heller ikke andetsteds opført dramatisk arbejde til Kristiania theater forekom mig uforsvarligt både mod mig selv og mod stykket. Det store publikum er hos os ude af stand til at dømme om et nyt skuespil uafhængig af den udførelse, der bliver det til del.

Men hertil kom desuden at jeg neppe turde påregne nogen velvilligere stemning hos ​theaterdirektionen og heller ikke hos den ​æsthetiske konsulent. ​Direktionens formand havde kort iforvejen, på ​en af mig indsendt besværing over at et par af theatrets skuespillerinder til deres ​beneficeforestillinger uberettiget havde, dels på Klingenberg dels i selve theatret, opført stykker af mig, givet mig det korte og afvisende svar, at sådant stod det ikke i direktionens magt at forhindre, et svar, der vidner ligeså meget om vedkommendes udygtighed som om vrangvilje. ​Hvad den artistiske konsulent betræffer, da synes han ikke at have noget særdeles godt øje til vor nyere dramatiske literatur ligesålidt som overhovedet til det nye ialmindelighed. Under alle omstændigheder tager jeg neppe fejl når det forekommer mig som om hverken han eller den daværende direktion nogensinde rigtig har kunnet tilgive at ​«Peer Gynt» blev theatret påtvunget af Herr Josephson, ​ved hvis fratræden det også ganske rigtig forsvandt fra skuepladsen. Sidstnævnte havde, det sidste år han opholdt sig i Kristiania, adskillige fremtidsplaner, hvilke han meddelte mig. Det var således ​hans agt at opføre i sammendraget skikkelse såvel «Brand» som «Kejser og Galilæer», foreløbig ialfald 1ste afdeling af dette. Efter hans fratræden har der naturligvis ikke været tale om noget sådant. Men så længe ​der foreligger af mig ældre for scenen bringbare dramatiske arbejder, uden at theatret eftertragtede disse, kunde det ikke falde mig ind at tilbyde det noget nyt. Theatret har heller aldrig, som også af herr kammerherren bemærket, ytret noget ønske om at komme i besiddelse af mit seneste skuespil, hvilket jeg, med ​den artistiske konsulents og den artistiske leders repertoire for øje, finder ganske forklarligt.

Da jeg imidlertid erfarer at et sådant ønske, ifølge herr kammerherrens meget ærede skrivelse, er tilstede hos ​theatrets nyvalgte bestyrelse, og da «Samfundets støtter» nu så længe har foreligget i bogform samt ​beståt sin prøve på så mange forskellige scener, således at risikoen ved en mislykket opførelse i Kristiania ikke vilde blive min men det derværende theaters, så skal jeg ikke være uvillig til på visse betingelser at tillade dets ​opførelse sammesteds. Men det er en selvfølge at der af bestyrelsen først og fremst må tilsikres mig en så vidt muligt betryggende ledelse af iscenesætningen. Til den nuværende artistiske leder kan denne i et så vanskeligt stykke, efter min formening, ikke på nogen måde betroes. Fordelagtigst vilde det utvivlsomt være om man kunde formå herr Josephson til i den anledning at komme til Kristiania og tage hele indstuderingen i sin kyndige hånd. Men dels befinder han sig, så vidt jeg ved, på udenlandsrejse, og dels turde der vel fra theaterdirektionens side stille sig betænkeligheder imod et sådant skridt, hvorfor jeg ikke videre skal insistere derpå. Derimod må jeg opstille som ufravigelig betingelse at direktionens – ikke den artistiske leders – ​forslag til rollebesætning bliver mig forelagt til approbation og at der ikke gives nogensomhelst hverken skuespiller eller skuespillerinde løfte på denne eller hin rolle i stykket så længe der ikke er truffet nogen endelig afgørelse i så henseende.

​Hvad honoraret angår, da overlader jeg til den ærede direktion at vælge hvilket den vil af følgende to alternativer: Theatret udbetaler mig et beløb af 2500 – to tusend fem hundrede – kroner og erhverver derved retten til at lade stykket opføre 40 gange, – eller det udbetaler mig 2000 – to tusend – kroner for retten til at lade stykket spille 25 gange. I hvert tilfælde udbetales det fulde beløb til ​min kommissionær i Kristiania dagen efter at første forestilling har fundet sted, og at garanti i så henseende overtages af bestyrelsens medlemmer personlig. Fra og med henholdsvis 41de eller 26de forestilling, og for et tidsrum, svarende til ​den i loven om den literære ejendomsret opstillede grænse for en forfatters ejendomsret til sine skrifter, ​oppebærer jeg 2½ % – to og en halv procent – af den samlede bruttoindtægt hver gang mit stykke kommer til opførelse. Disse procenter udbetales mig i en samlet sum for hver sæson og senest 14 dage efter sammes ophør. Skulde nogensinde betalingen ikke helt ud eller til rette tid blive erlagt, så har theatret derved forspildt sin ret til enhver yderligere opførelse af stykket. Jeg tillader mig at bemærke at ovenstående betingelser er affattede i overensstemmelse med hvad der i Tyskland er skik og brug, kun at procenterne dersteds er betydelig højere, – ved de store hoftheatre, f: ex i München – erholder jeg ti procent af hele bruttoindtægten hver gang et af mine stykker gives. ​Ved det kgl: dramatiske theater i Stockholm erholdt jeg for de første 30 forestillinger af «Samfundets støtter» 2500 kroner, og dette theater giver ved ​fuldt hus en ringere indtægt end Kristiania theater. ​Det kgl: theater i København betalte mig ligeledes 2500 kroner for blot 25 forestillinger. Jeg tør derfor håbe at den ærede direktion vil finde mine honorarfordringer rimelige; i ethvert fald er de fra min side ufravigelige.

Det har været mig særdeles behageligt at modtage herr kammerherrens meget ærede skrivelse, og med løfte om uopholdelig at besvare enhver yderligere henvendelse i sagens anledning tegner jeg mig